Et loppemarked med ups and downs

image

I lørdags holdt jeg loppemarked i min gård. Det har jeg gjort nogle gange før, men i lørdags var det lidt anderledes.
Jeg begyndte at planlægge det for et par måneder siden – sådan ca – og fik nogle veninder og min mutti med på idéen. Vi endte med at være fem ialt, og jeg glædede mig – det plejer altid at være super hyggeligt og sjovt. Jeg forberedte mig enormt meget; alt blev sorteret, fundet frem, ryddet til side. Jeg lavede opslag, lånte printer på jobbet, og hang sedlerne op i hele byen med mandens hjælp. På Facebook reklamerede jeg grundigt for dato, placering (min adresse er en ren jungle for de fleste) og at vi ville være en gruppe som solgte ud af diverse sager.

Da dagen oprandt, var jeg en smule bitter og sammenbidt. Dagen før hoppede to af pigerne fra, og den tredje ringede og spurgte om det var okay, at hun bare kom og holdt mig med selskab. Jeg fik hende overtalt til at tage lidt med, så min mor og jeg ikke ville være de eneste, men da dagen oprandt kom hun slet ikke, og først meget senere fandt jeg ud af, at hun havde sovet over sig.
Vi endte med at være min mor og jeg, men hun skulle på job, så efter få timer stod jeg med det hele selv.
Der kom masser af folk, og mange undrede sig over at det var annonceret som noget større, nu hvor jeg stod der alene, og fortalte de have glædet sig til at der ville være fx tøj og sko i forskellige størrelser. Min str small/medium og 36/37 i sko matcher jo ikke lige alle! 
Heldigvis var folk søde og forstående, og jeg fik et godt salg med ca 1200 på lommen, da jeg valgte at lukke ned en lille time før end planlagt. Det var koldt og kedeligt at stå der alene, selvom manden var sød til at komme ned når han havde tid, og hentede drikkevarer mm. til mig.

Jeg har heldigvis fået renset luften med de piger der skulle have været med, og nogle af grundene for aflysning var naturligvis helt berettiget. Man kan ikke gøre for man pludselig bliver syg fx.
Det jeg blev så ked af det og skuffet over, var flertallet ikke lige magtede det alligevel. Jeg har helt klart været den der har trukket læsset – de andre skulle bare møde op med deres ting, og tage hjem igen når det sluttede. Jeg stod for stedet, planlægning, reklame, ekstra bøjler, diverse praktisk info etc., og havde en mega presset uge op til i forvejen – men hele tiden med øje for at jeg også skulle kunne holde det her loppemarked, fordi folk regnede med mig.

Ugen op til var jeg bl.a på sygehuset til en meget kedelig konsultation som tog pusten en smule fra mig – jeg har endnu ikke besluttet om det er noget der skal deles på bloggen, da det er enormt tabu, men derfor naturligvis netop vigtigt at hive frem – en del arbejde, en lang aften i Odense til optagelserne af et tv2 show (hvilket var sjovt og underholdende, men strakte sig over rigtig mange timer), mandag måtte jeg ‘akut’ få Jokum kastreret pga en kedelig weekend med kattetis meget unødige steder, og… Jeg kunne blive ved :-) alt i alt kunne en rolig weekend have været fantastisk, men nu havde jeg jo planlagt det her loppemarked.

Egentlig har jeg lagt oplevelsen nogenlunde bag mig, men jeg oplever desværre ofte at blive ‘aflyst’ i sidste øjeblik af forskellige mennesker, når jeg har en aftale, inviterer eller arrangerer. Eller også melder folk aldrig tilbage – nogen er ekstremt længe om det, og andre igen kommer aldrig med så meget som et tak, når man indbyder dem til et eller andet. Det er måske meget normalt i dag, og det kan godt ske alle oplever det samme som mig, men bare ikke tager det ligeså tungt.

Det er måske også en bagatel at gå op i, men ikke desto mindre er det noget der fylder meget hos mig. Jeg har ikke altid selv rum og overskud til en masse, men det véd jeg, så det tager jeg forbehold for. Jeg aflyser enten i god tid, med en ordentlig grund og en uforbeholden undskyldning, eller siger, at jeg ikke kan love jeg kan den og den dag, men vil finde ud af det snarest.
Jeg synes et eller andet sted at den der almindelige pli og høflighed er ved at forsvinde lidt, og egoismen samt MIG-generationen er ved at tage godt over. Det er som om man ikke tænker over at det er andres tid man træder på, når man fx kommer for sent, bare bliver væk eller aflyser noget i absolut sidste øjeblik. Altså, hvis det er noget man har tendens til tit at gøre, for alle kan jo begå en enkelt fejl nu og da.

Min tid er vigtig, præcis ligesom alle andre menneskers tid – og vi skylder hinanden respekt og høflighed :-)
Med disse ord vil jeg krybe under dynen; pludselig blev det meget eftertænksomt og kom til at handle om meget mere end blot mit lille loppemarked. Som der nok lige går lidt tid inden jeg har kræfter til at afholde igen ;-)

Reklamer

4 kommentarer

  1. Jeg er helt enig! Der mangler ind i mellem lidt respekt for andre menneskers tid. Bl.a. folk, der notorisk kommer for sent til alting. Hvorfor er deres tid mere værd end fx. min, når jeg bare står der og venter?

    Så godt indlæg :)

    1. Tak for din kommentar Helle! Jeg er virkelig glad for jeg ikke er den eneste der har det sådan :-) jeg giver dig SÅ meget ret. Det er utroligt med folk der bare altid er fx en halv time forsinkede. Så må de jo stå en halv time før op, eller vente med nogle ting til de kommer hjem igen tænker jeg ;-)

  2. Åh hvor jeg kender der. Synes det er så respektløs at komme for sent…
    Hvor er det brandærgelig for dig, at arrangementet endte på den måde…

    1. Ja, det var en rigtig træls oplevelse, men nu er det heldigvis allerede over en uge siden, og jeg forsøger at glemme det lidt. Dog med erfaringerne i baghovedet til en anden gang ;-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: