Én ulykke kommer sjældent alene (og hvorfor er det sådan?)

Der er meget stille på bloggen pt. Og det er der naturligvis ikke blot én, men mange gode gode grunde til.
Her kommer endnu et personligt indlæg.

Det har luret i noget tid, men brød først sådan rigtig ud i november, da jeg fik en utrolig kedelig nyhed om et ældre, nært familiemedlem, som jeg er meget tæt på. Han er ramt af uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen, og det kom som et lyn fra en klar himmel. Godtnok er han ældre og har i løbet af de sidste år fået et meget dårligt syn – men ellers er han frisk og ordner stortset alt selv.
En tid er gået med scanninger, afgørende samtaler, undersøgelser, blodprøver, kedelige resultater, indlagt dræn og påbegyndelse af kemo for at lindre.
Det har heldigvis hjulpet, og vi håber selvfølgelig alle sammen det fortsætter i den dur.
Jeg blev meget hårdt ramt af det, græd hver nat og tænkte de værste tanker. I kølvandet fulgte en depression, som har fået mig til at “lade helt stå til”. Bad, ordentlig mad, rengøring og et liv uden for min seng var i en lang periode en by i Rusland. Jeg orkede simpelthen intet.

image

Hjemme hos de gamle var der også problemer. Min far gik sygemeldt på måske 8. uge pga. en meget slem skulderskade han pådrog sig under et cykelstyrt. Begge mine forældre er meget aktive sportsudøvere.
Som om det ikke skulle være nok, fik han her for en uge siden foretaget et rutineindgreb i sit knæ. Det har været ømt længe, og det viste sig at korsbåndet var ødelagt, og den bagerste menisk ikke-eksisterende.
De første dage ovenpå operationen gik over al forventning – men så gik det også galt. Benet hævede op af betændelse, og efter at have fået det tømt et par gange, konstaterede en læge at der var gået stafylokokker i det.
Min far har nu ligget i sengen en uge og kan ikke bruge sit ben. I dag er han blevet opereret igen. De åbnede knæet som var fyldt med betændelse, og han har nu fået indopereret et drop med penicillin. Han skal være indlagt de næste dage, og vi aner ikke hvad hele historien ender med.
Jeg har så ondt af ham. Han hader at være begrænset af sygdom og bare være derhjemme. Det er desuden vigtigt for ham og hans dårlige ryg, at han vedligeholder sine sportsgrene, men nu kan han ikke andet end at ligge i en seng.
Det gør mig så ked af det.

image

Nå. Næste store emne. Butikken hvor jeg arbejder ophører. Det sker her 31/12, og jeg mister nogle fantastiske kollegaer og en skøn atmosfære. Jeg kan sandsynligvi fortsætte med blog, web etc. for netbutikken og min skønne chef, men det vil være arbejde hjemmefra i høj grad. Og skulle dette job ikke bliver en realitet, ryger jeg atter tilbage på min ledighedsydelse.
Det er ikke til at holde ud at tænke på, netop som man følte at man havde fundet sin rette hylde!
Jeg håber, min chef fortsat vil have mig.
Ydermere går min kæreste og jeg i flyttetanker af blandt andet praktiske årsager. Vi opsiger nok lejligheden i denne måned, men hvad det hele ender med, kan jeg ikke rigtig fortælle endnu.

Grundet min depression er jeg startet på noget ny medicin, som især skulle være godt mod angst, ADD, ADHD og depression. Jeg er først lige begyndt, og er meget spændt på om det vil rykke noget.
Herudover passer jeg mine ugentlige behandlinger på både sygehus og behandlingssted.
Jeg får lavet smykker til forskellige kunder, og det giver mig heldigvis et afbræk i alt det svære.
I går og i dag har overskuddet været bedre, og jeg håber det er et tegn i den rigtige retning!
Men ellers ved I hvorfor, hvis bloggen ligger lidt øde hen i nogle dage ad gangen. Lige nu prøver livet mig hårdt, og dét skal have fokus, kamp og opmærksomhed på bekostning af andre ting lige nu.

image

Fik jeg i øvrigt fortalt at Jokum stadig tisser i sengen nu og da, på trods af hans blærebetændelse er kureret? Og at jeg en dag gik på arbejde iført en bluse han havde tisset på, men at jeg først opdagede det da jeg VAR i butikken? 
Og fik jeg fortalt om den dag i forrige uge hvor jeg glemte min nøgle da jeg skulle til familie-jule-hygge og derfor ikke kunne komme hjem igen? Jeg måtte overnatte hos forældrene og dele seng med schæferhunden. Dagen efter fik jeg nogle nøgler af min udlejer, men det stoppede ikke der. Bagefter gik jeg nemlig ud for at handle, men da jeg skulle betale, var mit kort væk. Jeg havde glemt, at det lå i en anden taske derhjemme…
Og i øvrigt – så mangler jeg stadig at ordne nogle julegaver, at planlægge nytår, at pynte op til jul (hvilket også indebærer adventskrans og kalenderlys) – men det dropper jeg nok bare – og at sende julekort… Men lige nu er jeg bremset i det hele pga. influenza og forkølelse. Selvfølgelig.

God jul derude ;-)

Reklamer

3 kommentarer

  1. Puha, du er godt nok også ramt.
    Jeg håber det går mod lysere tider og ønsker dig en glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår

  2. Nu har jeg lige læst et par af dine personlige indlæg… Nu ved jeg ikke hvad årsagen er til, at du er/har været ramt af en depression/angst. Men jeg har selv været det hele igennem… Jeg får lyst til at spørge dig, om du kender til høj (særligt) sensitive mennesker?? Et knus herfra

    1. Det gør jeg ja. Jeg har dog hørt det som ‘særligt sensitiv’ og er selv deriblandt :-) jeg har nogle forskellige diagnoser og en lang historie bag mig med både psykisk og psykisk sygdom samt behandling, medicin, godkendelse af fleksjob mv. :-)

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: