Farvel, morfar

Dette indlæg er særligt tilegnet min morfar. Det handler især om hans sidste tid, og er mest af alt skrevet for, at jeg i fremtiden vil kunne huske forløbet helt som det var. Hvis det kan give støtte til nogen derude som lige nu gennemgår dét jeg gennemgik, vil det kun glæde mig!

wpid-IMG_20140116_230421.jpg

1. Min morfar og jeg. Jeg er vel lidt over 1 år gammel, og jeg nyder opmærksomheden og omsorgen fra min morfar. Min mormor og morfar havde fire børn, tre store drenge og så en lille pige – min mor. Drengene havde på daværende tidspunkt fået 3 børn tilsammen, alle drenge, og så kom jeg. Det var en glæde med det første pige-barnebarn, og fordi jeg blev født med en cerebral parese (spastisk lammelse), blev jeg forkælet ekstra meget.

45144_10151895387853263_219730843_n

2. Min mormor og morfar mødte hinanden som helt unge, og var gift indtil min mormors død i 1998. Hun blev 65 år, og tabte til lungekræften. Min morfar savnede hende meget, men fandt heldigvis kærligheden igen.

wpid-IMG_20131111_170857.jpg

3. Min 28års fødselsdag 11/11 2014. Min morfar er som altid inviteret. I løbet af de seneste år har hans syn været svækket pga. en øjensygdom. Det generer ham meget; han må opgive sin bil, sit golfspil og nu også sin elskede computer. For første gang nogensinde får jeg ‘kun’ pengene til min fødselsdag. Han plejer at lave et specielt kort på sin computer, men hans syn er blevet for svagt. Han er også meget træt, og har tabt sig. Appetitten er ikke helt den samme, han er også lidt forvirret. Vi venter på nogle svar fra sygehuset, hvor han har været inde og få lavet nogle tests. Vi regner med, at der måske er lidt problemer med galdeblæren, men ikke noget videre alvorligt. Fødselsdagen forløber fint. Vi hygger, snakker, og morfar får også klemt en bolle og noget kage ned. Det er alt i alt som det plejer – næsten.

wpid-IMG_20131120_142828.jpg

4. Sidst i november får vi dommen. Det er den dag, der er kommunalvalg, at jeg får det at vide. Jeg kan huske det, fordi jeg ringer til min mor mens jeg er på vej hjem efter at have været oppe og stemme. Jeg ringer for at høre hvad lægerne har sagt, og jeg græder hele vejen hjem, for det er dårligt nyt. Min morfar har uhelbredelig kræft i bugspytkirtlen. De vil kunne lindre med lidt kemo for en periode, men ikke helbrede ham.

wpid-DSC_2618.jpg

5. Morfar går til undersøgelser og starter op på kemo. I december holder hele den store familie (på min mors side) julehygge hjemme hos mine forældre, op morfar er med (i den røde bluse). Vi spiser æbleskiver og spiller pakkespil. Morfar er lidt forvirret, men mest fordi han er træt og ikke helt kan se tallene på terningerne. Ellers snakker og hygger vi allesammen som vi plejer, og vi taler ikke så meget om sygdommen. Lige der er det faktisk som om den ikke er der.

wpid-IMG_20131222_163913.jpg

6. Op mod jul bliver morfar dårlig. Efter hans anden omgang kemo bliver han meget syg, får gulsot og bliver indlagt. Han har også fået konstateret lungebetændelse. Jeg er med ovre hos ham aftenen inden han kommer på sygehuset. Jeg har aldrig set ham syg før, men nu ligger han i sin seng og er meget skidt. Min morfar har aldrig tidligere været syg. Han har altid klaret sig godt, ordnet tingene selv, været frisk og rørig. Jer begynder at mærke angsten i min krop. Min far er også syg og indlagt med et meget dårligt ben, og min mor pendler mellem de to på sygehuset. Til sidst bliver jeg også indlagt – på psykiatrisk afdeling. Jeg bliver udskrevet igen mellem jul og nytår.

wpid-IMG_20131219_234954.jpg

7. Min morfar må fejre jul på sygehuset. Heldigvis med en masse familie ved hans side. Der er hele tiden nogen hos ham. Han har fire børn, ti børnebørn, en kæreste og mange gode venner. Jeg forærer ham denne bog i julegave. I løbet af vinteren og foråret skal vi udfylde den sammen. Jeg skal stille ham spørgsmålene og skrive ned, mens han fortæller. Det når vi desværre aldrig.

wpid-IMG_20140104_174323.jpg

8. Efter nytår kommer morfar hjem fra sygehuset. Han får en sygeseng i stuen, en rollator og andre hjælpemidler, og der kommer hjemmehjælpere i døgndrift. Morfar vil helst være derhjemme. Han savner sin kat, som tydeligvis også har savnet ham. Den kommer med en stor mus til min morfar, da han kommer hjem igen. I løbet af januar bliver han dog indlagt igen. Han og jeg har en god stund under et besøg, hvor jeg hjælper ham med tv og høretelefoner, så han kan se håndbold. Han har tabt sig meget, stemmen er svag. Men heldigvis har han ingen smerter.

1004965_10151898394188263_180239095_n

10. Lidt efter kommer han hjem til sig selv igen. Nu er tiden ved at rinde ud, og han vil ikke på hospice. Han vil være derhjemme med sin kat, som han holder utrolig meget af. Min mor, som er uddannet social- og sundhedshjælper, tager orlov, og er hos min morfar i døgndrift. Hendes brødre er der også, og de skiftes til at sørge for min morfar. Han skal mades, vendes i sengen etc. Han siger flere gange, at han aldrig havde regnet med at skulle ende sådan. Det havde ingen af os regnet med! Jeg er ovre hos ham nogle gange. Han sover for det meste. Jeg holder hans hånd, og aer ham på håret. Han er blevet utroligt gul, men han er dejligt varm. En dag har han en blå skiundertrøje på, som jeg synes klær’ ham så godt. Men han er tynd og en skygge af sig selv, og når han ikke har sit gebis i, er han næsten ikke mere til at kende.

wpid-IMG_20140210_035312.jpg

11. Mandag d. 10. februar kl. ca. 01 får min morfar fred. Han er ikke rigtig ved bevidsthed, da han trækker vejret for sidste gang. Rundt om ham er hans børn og min ene fætter. I ugerne op til har min mor sovet hos ham hver nat, på en madras på gulvet ved siden af ham. Jeg sover hjemme hos mine forældre den nat. Min far ringer søndag aften og siger, at nu er det ved at være. Så jeg tager hjem til ham, og vi taler om det der er ved at ske. Han vækker mig ved 01 tiden og fortæller, at nu er det sket. Vi sidder oppe og snakker, da min mor kommer hjem. Vi får et glas vin, vi græder lidt og snakker noget mere, inden vi går til ro ved 03-04 tiden. Dagen efter tager jeg med over for at se ham og sige et sidste farvel. Jeg har aldrig set et dødt menneske før, og jeg er nervøs. Min morfar ligner ikke sig selv. Han er meget lille og tynd, og lidt spids i det. Jeg synes han ligner en dukke. Men jeg er ikke i tvivl om, at han ér død – og det giver en form for ro indeni.

wpid-IMG_20140213_105115.jpg

12. Torsdag d. 13. februar begraves han fra Bregninge Kirke på Tåsinge. Her er mange af os i familien døbt og konfirmeret, og min mormor blev begravet herfra. Begravelsen er utroligt smuk og overvældende. Kirken fyldes af ca 100 mennesker og et hav af blomster. Selvom min morfar var 83, var hans liv slet ikke slut, og det vidner de mange mennesker om. Efter begravelsen spiser 70 af os smørrebrød på Hotel Troense og mindes min morfar. Om aftenen er den nære familie samlet hos min ene onkel. Vi spiser pizza, læser alle blomster-kortene op og mindes min morfar til langt ud på aftenen. Det er sørgeligt, men også rart.

Jeg har stadig svært ved at forstå han er væk. Jeg havde et godt og et nært forhold til min morfar. Han lærte mig især meget om computere, da jeg var yngre, og rigtig meget af min barndom tilbragte jeg hos ham og min mormor. Hans sygdomsforløb var utroligt hurtigt. Det var kun godt for ham at det gik stærkt, når det nu endelig skulle være. Men det kom som et chok for både ham og os andre. Vi havde ikke set det komme; ikke regnet med det. Vi troede alle sammen han ville blive 100 år og slippe for sygdom.

Det var hårdt at se ham så syg. Og på så kort tid. Jeg tror ikke min hjerne helt forstår det endnu. At han rent faktisk er væk og ikke kommer tilbage. At hans hus står tomt med alle hans ting i det. Som om han stadig bor der, men bare lige er gået en tur. Når jeg ser ham for mig, er han rask og har sin røde striktrøje på. Han står i sit køkken og taler til mig og er humoristisk ligesom han plejer at være. Men han er her ikke mere. Og det må jeg gradvist tage ind og vænne mig til. Jeg håber og tror han er et bedre sted – jeg vil altid mindes og savne ham, og være ham taknemmelig for alt det gode han har bidraget med i mit liv.

Farvel, morfar!

Advertisements

2 kommentarer

  1. Anne Vigant · · Svar

    Jeg sad ved min farfars seng den eftermiddag/aften, inden han døde næste morgen kl 9. Han var så meget gammel og havde haft hjerneblødninger, blodpropper osv til sidst. To måneder før havde jeg med min far været ovre og ordne hans tv, så han kunne se lokal nyheder. Det gik hurtigt.
    Han lå bare i sengen og lignende en fra en koncentrations lejr med munden i o-form uden tænder. Men jeg sad med ham i flere timer, snakkede med ham, rørte ved ham, holdt ham i hånden. Det er en oplevelse jeg ikke vil være foruden den dag idag. Min farfar var en mand, der ikke viste omsorg, da han var af den gamle skole. Så det var grænseoverskridende pludselig at kunne røre ved ham.
    Men den en-vejs samtale, de ting jeg fik fortalt, og den ikke-verbal kommunikation hvor jeg sagde, at alle gav ham lov til at tage afsted og være sammen med farmor, kunne jeg mærke var vigtig for ham også.
    Han sov for første gang rigtigt i næsten en uge, da sosu-kvinderne kom ind da jeg skulle gå. Jeg fik et lille ynk, da jeg sagde mit sidste farvel. Og jeg gik med ro i sjælen over at han vidste han måtte tage videre. Og jeg fik sagt farvel fra hele min familie, der ikke havde det mentale overskud til at gå det igennem.
    Det er forfærdeligt at se ens “supermænd” gå det igennem, det gør ondt, for de er usårlige. Men jeg er så glad for jeres vegne, at I fik en god afslutning med ham.
    Når det gør ondt, så husk på de gode tider med ham, da han var sund og rask. Den sidste tid hvor I havde jeres specielle stunder.
    Tag en dyb indåndning, og jeg lover dig, at han er der til at trøste.
    Få måneder efter hans død giftede jeg mig, og jeg følte virkelig at min farmor og farfar sad på kongebænken til begivenheden. Jeg mærkede dem i vinden og i mit hjerte.
    Min far er for tiden meget skidt pga KOL, og takket være oplevelsen med min farfar, er jeg ikke panisk over det. Jeg ved hvad jeg kan og ikke kan, og jeg ved, at hvis min far manglede pleje, ville jeg gøre alt for at pleje ham.
    Behold dine elskede i hjertet. De skal nok passe på dig.

    1. Tusind tak for din dejlige og dybfølte kommentar! Dit forløb med din farfar lyder så hårdt – og meget lig dét jeg gik igennem med min morfar. Det er ‘sjovt’ du skriver det med kz lejren. Min morfar lå også uden sine tænder med munden i et stort o, og lignede bare slet ikke sig selv. Hans kinder var så hule efter han havde tabt sig voldsomt. Heldigvis husker jeg ham som han var før han blev syg, når jeg lukker mine øjne og tænker på ham. Det er rart. Jeg tænker på dig, og håber virkelig det bedste for dig og din far – og resten af din familie! Kol er også en uhyggelig sygdom.
      Kærligst Line

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: