(K)at sige farvel

Det her indlæg er svært at skrive.
Jeg tog i begyndelsen af denne uge en ekstrem svær beslutning vedr. noget af dét jeg elsker allerhøjest; mine to dejlige katte.

image

Min ekskæreste og jeg fik Jokum for godt et år siden, da han var ca 14 uger gammel. I forvejen havde vi Sif, som blev otte år her i maj.
Det gik over al forventning med lille Jokum – efter nogle uger kom ham og Sif godt ud af det med hinanden; legede og puttede og vaskede hinanden.
De var dengang indekatte med mulighed for at komme ud et par gange i døgnet, når vi åbnede hoveddøren for dem vel at mærke :-) (og det gjorde vi så ret ofte).
I februar gik min eks og jeg hver til sit. Jeg fik en lejlighed i stueplan hvor jeg måtte have mine katte med – min eks og jeg syntes ikke vi skulle skille dem ad, selvom Jokum egentlig var hans og Sif min – og hvor jeg regnede med, de skulle have mulighed for at komme ud i den fælles gårdhave det nye sted.
Men ak, skæbnen ville at jeg havde fået et mildest talt forfærdeligt ægtepar til nabo/genbo, som i mange år havde boet i ejerforeningen og sat sig godt og grundigt på den fælles gård som eneherskere.
Derfor blev der råbt og skreget og sagt en hel masse grimt fra den mandlige part, da jeg en dag i april ville lukke mine katte ud for første gang. Jeg have på daværende tidspunkt end ikke hilst på ægteparret, og der blev ikke fra deres side så meget som forsøgt på at tale pænt til mig.
Jeg fandt hurtigt ud af, at manden havde i sinde at slå begge katte ihjel hvis han igen så dem i ‘sin’ gård – lige meget hvad jeg, loven, ejerforeningen, formanden, politiet og alle mulige gjorde og sagde. For meldt til politiet for trusler, det blev han, endda flere gange.
Sagen er dog den, at jeg åbenbart er langt fra den første som har haft problemer med det ‘hyggelige’, ældre ægtepar. Listen er lang over klager og folk som har udestående med de to.
Noget er galt på øverste etage, samt det faktum at der ryger en hel del våde varer indenbords meget ofte.
De er derfor kategoriseret ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ i både min og andres optik, og jeg kunne hurtigt se, at det ikke nyttede at tage kampen op. Det ville blive på bekostning af mine to dejlige katte.

image

Jeg endte derfor med at tage den beslutning at begynde at lufte Jokum dagligt. Sif er oppe i årene og en smule gigtplaget, nem at aktivere og har stillet sig helt tilfreds med livet som indekat. Jokum derimod er født udendørs på landet og har masser af krudt i røven.
Desværre – og det kunne jeg nok have sagt mig selv – trickede gåturene atter hans nysgerrighed på dét udenfor, og jeg endte med en kat der flere gange dagligt stod ved døren og hylede og var nærmest umulig at aktivere nok…
Det skar i mit hjerte hver gang jeg hørte på ham, og vidste jo godt inderst inde at det ikke kunne gå på den måde.
Efter nogle uger tog jeg konsekvensen, og fik fat i min eks for at få Jokum omplaceret.
Heldigvis ville eksen gerne have Jokum retur, om ikke andet så på prøve, og det er så dér vi er nu.
I tirsdags kom han tilbage til vores tidligere hjem hvor min eks stadig bor, og med tiden skal han igen være udekat – så snart han har vænnet sig til sit ‘nye’ hjem, og ved, det er dér han hører til. Han bliver atter baggårdskat sammen med en flok andre katte i området, og der er masser af spændende steder at gå på opdagelse.

image

Men for søren… Sikke en svær beslutning. De sidste aftener har været forfærdelige. Jeg har grædt og snøftet, følt jeg har svigtet, haft ondt i maven og hængt i telefonen for at høre hvordan det gik med den lille fyr. Jeg har tilmed været nede forbi både i går og i dag for lige at se til ham mens eksen var på job.
Jeg føler, jeg har givet afkald på min baby.
Og jeg var så nervøs for, at ham og Sif ville savne hinanden. Jeg tror, han savner Sif – og mig – for han har altid været vant til andre katte omkring sig. Men heldigvis er der meget nyt som kan aflede hans opmærksomhed.
Sif derimod virker relativt upåvirket. Hun har hverken kaldt eller ledt efter Jokum; dog er hun blevet mere kælen, som hun var før i tiden – før Jokum. Hun følger mig igen over alt, spinder, ælter og virker i det hele taget til at nyde livet ret meget…!
Så egentlig er alt jo endt lykkeligt, i hvert fald fra kattenes synspunkt, og det er helt sikkert det vigtigste.
Mit knuste hjerte vil hele med tiden, men jeg vil nok altid savne Jokum.
Lige siden vi fik ham for et år siden, har han sovet hos mig hver nat. Stukket sin snude mod min, lagt på min mave hver aften, snakket til mig på livet løs… Her er tomt og stille uden ham; han er en kat med gang i, en kat som snakker, pludrer, leger og finder på spilopper konstant. Det mærkes, at han mangler.
Men – han har bedre betingelser hvor han er nu.
Og dét er det allervigtigste.

Alt dette på grund af to åndssvage mennesker i min ejerforening… Jeg håber, karma bider dem i røven.

Godnat! ;-)

image

image

image

image

Advertisements

2 kommentarer

  1. Mie Christensen · · Svar

    Hvor er det synd at sådan to idioter, kan ødelægge så meget, ikke bare for dig, men for mange af de andre i ejendommen.
    Synes du har truffet den helt rigtige beslutning, med at Jokum skal flytte over til sin eks, han bliver sikkert glad når han kan komme ud, men ÅH, hvor er det synd for dig, som om du ikke har nok at slås med i forvejen.

  2. Marlene Høj · · Svar

    Må karma ramme de to!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: